Velkommen til Tølløse Skytteforening

Klubbens Historie:

Tølløse Skytteforening, Tølløses ældste idrætsforening, er mere end 150 år gammel. Vi regner 1863 som det år, hvor den blev grundlagt. Det oprindelige navn på skytteforeningen kendes ikke i dag, men 4.4.1885 blev den oprettet som kreds under Holbæk Amts Skytteforening som ” 45. kreds Tølløse”. Der er dog skriftlige kilder, der beskriver, at tidligere har været skudt konkurrenceskydning efter skiver i området. Allerede i 1855 findes der i Holbæk Amts Avis en notits, hvor gårdmand P. Jensen fra Aagerup og gårdmand  A. Jørgensen fra Skimmede indbyder til konkurrence den 25 juli 1855.

Du kan læse mere om Tølløse Skytteforenings spændende historie under menuen “Historie

Klubben i dag:

Selvom Tølløse Skytteforening har en lang historie bag sig, betyder det ikke, at klubben består af gamle støvede medlemmer. Klubbens ca. 60 medlemmer fordeler sig fra 10 til 80 år, så skydning er en sport, som kan dyrkes aktivt i alle aldre.

Klubbens medlemmer mødes en gang om ugen til træning/instruktion og hyggeligt samvær.

Tølløse Skytteforening tilbyder to grene indenfor skydesporten: Riffelskydning og pistol/revolverskydning.